Parforhold

Jeg har aldrig mødt et menneske, som ikke ønsker sig glædelige og samhørige relationer i form af et godt parforhold eller generelt ærlige, nære og varme relationer.

Jeg tilbyder samtaler med udgangspunkt i parforholdet eller ønsket om at opnå et nært samhørigt forhold med henblik på personlig udvikling. Ved ønsker om hjælp til sammen at vokse gennem relationen og med at redde forholdet, hvis det er ved at gå i opløsning.

Parforholdet er en kærlighedsrelation med indbygget mulighed for bearbejdning af ego skabt adskillelse ikke kun omhandlende parforholdet men livet generelt. Længsel i parforhold, som går på, at man længes efter at være tæt på den anden, vil altid også være en længsel efter at nå ud over adskillelsen til sig selv. Konflikter og adskillelse i vore parforhold kan anvendes direkte som porte til kærligheden i os.

”At opløse et parforhold kan være en nødvendighed og bringe to mennesker positivt videre. Ofte er det imidlertid projektion af ens egen afstand til kærligheden i sig, der bestemmer, at man ønsker at skilles fra sin partner. Vi kan fejlagtigt tro, at vi ikke er elskelige, eller at vores ulykke skyldes fejl hos den anden, og ikke det der ofte er grundårsagen til vor fortvivlelse, vrede og ensomhed, nemlig det at vi oplever os adskilt fra vores egen kærlige essens. Opfattelser som udspringer af vores egos bevidsthedsniveau. ” (Kærlighed er mulig. S. 10).

Det er også muligt i parforholdet, som forældre, eller kommende forældre at arbejde sammen med at bevidstgøre og bearbejde følelser og uønskede adfærdsmønstre, som man ikke ønsker at videreføre til sine børn. En gave at give ikke kun til sine børn men også til sig selv og hinanden.

”Mange parforhold er for kostbare perler til blot at kastes bort som ikke bevidstgjorte symboler på undertrykt kærlighed.” (Kærlighed er mulig. S. 102).


Comments are closed.